Thomas svært uheldig i Finland
Thomas Kjer Olsen vil nok forsøge at glemme GP'et i Finland hurtigst muligt, da den lange dansker slet ikke kunne få det til at fungere. Tekniske problemer og alt der hører til, blev hans overmand i Hyvinkää, hvor det trods alt lykkedes at redde lidt point i sidste heat. Vi har fået en lille race report fra det danske talent, der ellers har været kørende i fin stil i EMX250.
Thomas Kjer Olsen: "Træningen startede skidt ud med, at jeg ikke rigtig fandt et flow på banen og ikke kunne få sat en ordenlig tid. Jeg endte derfor som nr. 16 i tidskvalen', som jeg overhovedet ikke var tilfreds med. I 1. heat fik jeg en dårlig start og måtte ud over banen for at undvige nogle kørere der væltede i første sving. Jeg var derefter ca. 20-25 stykker, men jeg fik hurtigt kørt mig op som nr. 13, da motorcyklen døde på 4. omgang. I 2. heat fik jeg en god start og var en 7 stykker i første sving, men i 2. sving vælter jeg. Jeg kommer dog hurtigt op igen som en 28 stykker, og igen må jeg til at kører mig op, Jeg fik overhalet rigtig mange de første par omgange og endte heatet som nr. 9, hvilket var rigtig godt efter et startstyrt. En rigtig træls weekend med mange tabte point i den samlede stilling, men jeg ser frem til et godt og hårdt løb i Lommel!"