top of page
Søg

Intens fight ved DM Motocross i Svendborg

  • DMU
  • 17. aug. 2015
  • 3 min læsning

Det var især dagens sidste heats, der var både dramatiske og spændende ved fjerde afdeling af det åbne danske motocross mesterskab i dag. Her var alle favoritterne i spil, og så lykkedes det endeligt for de danske kørere, at stække amerikanske Ricky Renner, som ellers har været nærmest urørlig igennem hele sæsonen.

Renner stækket i MX1 klassen

I dagens første MX1 heat var det imidlertid Ricky Renner, der ret hurtigt lagde sig i front, men hjemmepublikummet kom helt op på tæerne, da lokale Tonni Andersen indfandt sig på andenpladsen. Tonni måtte dog lade både Nikolaj Larsen og Stefan Kjer Olsen gå forbi inden mål, men det var bestemt ikke uden fight – til stor fornøjelse for publikum. Det endte med Ricky Renner som vinder foran Nikolaj Larsen, Stefan Kjer Olsen og Tonni Andersen.

Helt vildt blev det i dagens andet MX1 heat, hvor Tonni Andersen tog Michelin Holeshotten (starten), tæt forfulgt af Ricky Renner, Nikolaj Larsen og Stefan Kjer Olsen, som alle indgik i en drabelig duel på første omgang. Det endte ud i, at Nikolaj Larsen gik i front, og Ricky Renne røg i jorden med et ordentligt brag, mens Tonni Andersen og Stefan Kjer Olsen lagde sig lige i baghjulet på Nikolaj Larsen. Stefan og Tonni Skiftede plads, men Nikolaj forblev i front igennem hele heatet, så han vandt med Stefan som toer og Tonni som treer, mens Ricky Renner kæmpede sig op til en syvendeplads efter sit styrt. Samlet var det Nikolaj Larsen der vandt på dagen, foran Stefan Kjer Olsen og Ricky Renner.

MX2 klassen

Dagens første heat i MX2 klassen udspillede sig næsten lige som det første MX1 heat, hvor der var en del spænding i starten, mens det fadede lidt ud til sidst i heatet. I denne klasse var det bare med Nichlas Bjerregaard som vinder, foran svenske Linus Nylen og Rasmus Krogh Jørgensen.

Også i denne klasse blev det helt vildt i dagens andet heat. Her lagde Linus Nylen sig i front på første omgang, og havde Rasmus Krogh Jørgensen, Jakob Nielsen samt Mathias Gryning lige i baghjulet. Jakob gik forbi Rasmus, og gik derefter i front på fjerde omgang. Nogenlunde samtidigt udgik Linus med et punkteret forhjul, mens Nichlas Bjerregaard var kommet op igennem feltet, for at blande sig om sejren. Bjerregaard gik derefter i front og vandt heatet, mens Jakob Nielsen holdte fast i andenpladsen og blev toer. Rasmus måtte se sig passeret af Mathias Gryning, der snuppede tredjepladsen, og efterlod Rasmus Krogh Jørgensen til fjerdepladsen.

Samlet vandt Nichlas Bjerregaard på dagen, foran Jakob Nielsen og Rasmus Krogh Jørgensen. Dermed kunne Varde drengen Rasmus Krogh Jørgensen slutte sin karriere med en tur på podiet, idet han havde annonceret sit karrierestop med løbet i Svendborg, pga. for mange skavanker efter bl.a. at have været involveret i en trafikulykke.

Support klassen

Dagens support klasse var B 125cc, som indeholder morgendagens stjerne, og de unge knægte levede i den grad op til dette. Efter intense fighte var det Mads Rasmussen der vandt klassen foran Mathias Tang Christensen og Mikkel Larsen.

Stratus Fighterprisen

Dagens Stratus Fighterpris gik næsten som det mest naturlige i verden til Rasmus Krogh Jørgensen. Rasmus sluttede ikke alene sin karriere med en tur på podiet, han var i den grad med til at skabe løbet, fordi han var stålfast på en værdig afsked. Derudover er hele Rasmus’ karriere synonym med fighterånd, og dagens fighterpris var med til at binde en perfekt sløjfe på netop dette kapitel.

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page