Danskerne godt med i Frankrig - MXGP
Der var både ræs i verdensklasse, og gode danske præstationer, da den tiende afdeling af VM, rullede over St. Jean d'Angely her i dag. VM-klasserne bød på spænding, imens de deltagende danskere i EM og i VM for kvinder, gjorde Dannebrog stolt.
Thomas Kjer Olsen spillede igen en hovedrolle. Med endnu en andenplads, sikrede Thomas den samlede andenplads på dagen, og fører nu mesterskabet med 63 point til nummer to. Den lange dansker ligner mere og mere en mester, der kører lige så meget med hjernen, som med hjertet. Glen Meier var samtidig ikke langt fra top 10 samlet. I EMX125 havde Mikkel Haarup et uheldigt heat i går, men et godt et af slagsen i dag, gav danskeren en femteplads, samt en 11. plads samlet på dagen. Mikkel var endda helt oppe og køre om kap med de forreste, så det lover godt! I VM for kvinder var det unge Sara Andersen der var bedste dansker. Sara tog syvendepladsen i andet heat, og derved den samlede niendeplads på dagen. Line Dam blev nummer 14.
I MXGP-klassen var der lagt op til en duel imellem Romain Febvre og Tim Gajser, og det var lige hvad vi fik. Den første rigtige styrkeprøve imellem de to. Første heat sluttede vanvittigt, med de to side om side i sidste sving, hvor Gajser endte med at vinde. I andet heat lykkedes det Febvre at trække fra tidligere, og så kunne den regerende verdensmester tage GP-sejren. Evgeny Bobryshev tog sig af tredjepladsen. I MX2 kom Jeffrey Herlings ikke optimalt afsted i begge starter - især den sidste efter et bizart optrin, hvor Dylan Ferrandis gjorde så meget for at lukke hollænderen, at han selv endte med at styrte. Men The Bullet tog det køligt, kørte alle ind og så kunne han fejre endnu en dobbelt heatsejr. Lige så meget glæde var der at spore hos Benoit Paturel, der leverede sit livs bedste på hjemmebanen, med en andenplads.
Resultat, GP Frankrig:
MXGP:
1. Romain Febvre - Yamaha
2. Tim Gajser - Honda
3. Evgeny Bobryshev - Honda
4. Antonio Cairoli - KTM
5. Clement Desalle - Kawasaki
6. Glenn Coldenhoff - KTM
7. Valentin Guillod - Yamaha
8. Max Nagl - Husqvarna
9. Jordi Tixier - Kawasaki
10. Dennis Ullrich - KTM
Samlet:
1. Tim Gajser - 432p
2. Romain Febvre - 408
3. Antonio Cairoli - 372
MX2:
1. Jeffrey Herlings - KTM
2. Benoit Paturel - Yamaha
3. Jeremy Seewer - Suzuki
4. Pauls Jonass - KTM
5. Dylan Ferrandis - Kawasaki
6. Aleksandr Tonkov - Yamaha
7. Brian Bogers - KTM
8. Samuele Bernardini - TM
9. Max Anstie - Husqvarna
10. Petar Petrov - Kawasaki
Samlet:
1. Jeffrey Herlings - 497p
2. Jeremy Seewer - 363
3. Pauls Jonass - 332
EMX250:
1. Darian Sanayei - Kawasaki
2. Thomas Kjer Olsen - Husqvarna
3. Bas Vaessen - Suzuki
4. Nicolas Dercourt - Kawasaki
5. Jorge Prado - KTM
13. Glen Meier - KTM
EMX125:
1. Stephen Rubini - KTM
2. Pierre Goupillon - KTM
3. Jago Geerts - KTM
11. Mikkel Haarup - Husqvarna
WMX:
1. Nancy van de Ven - Yamaha
2. Livia Lancelot - Kawasaki
3. Kiara Fontanesi - Honda
9. Sara Andersen - Yamaha
14. Line Dam - Honda
Foto: Youthstream 2016 @ M. Zanzani