2-takt Tang'o?
Mathias Tang er kommet op i A-klassen til i år, men selvom den hurtige sjællænder i glimt har vist talentet, så har heldet ikke været med ham indtil nu. Et par voldsomme styrt sendte Mathias i tænkeboks, og den tænkeboks er nu mundet ud i noget nyt og spændende - noget der måske lugter lidt af røg og 2-taktsjov.
Mathias Tang: "Jeg har ikke kørt så meget cross siden Svendborg, da min krop ikke rigtig kunne følge med, efter en hård start på sæsonen, med en del hårde styrt - blandt andet i Randers til DM. Derudover har jeg siden januar 2016, kørt med en skade i højre arm, der gør det svært for mig at holde til det niveau der er i A-klassen, da jeg kun kan holde fast med 3 fingre efter 10-15 minutter! Det var desværre først i år jeg fik endeligt svar på, hvad der er galt med armen, og jeg kæmper stadig for at få endeligt svar på, om de kan gøre noget ved det. Jeg har derfor siden Svendborg, kun trænet lidt på maskinen og gjort de ting jeg synes har været sjov, uden at belaste kroppen for meget. Og så har jeg bare holdt formen ved lige ved siden af! Nu har vi så købt en 250cc 2-takter hos YSR, som jeg har kørt på et par gange og jeg synes det er vanvittig sjovt! Jeg har stadig ikke taget en endelig beslutning om hvad jeg skal fortsætte med at køre på, men jeg føler mig indtil videre rigtig godt tilpas på 2-takteren, selvom den trækker lidt i armene! Planen er nu at jeg stiller op til A-DM på Hedeland, og så må vi se hvad jeg stiller op på!"
Foto: Klaus Rasmussen