VM-start - MXGP
- Mikkel591
- 2. mar. 2018
- 7 min læsning

Så blev det fredagen før det går løs! Verdens bedste er i Patagonien, Argentina, hvor banen i Neuquen er klar til at tage imod første runde af VM! Vi kiggede på MX2-klassen for et par dage siden, men vi skal altså også lige rundt MXGP-klassen inden det går løs. Så her kommer MX-Index' bud på, hvem du skal holde øje med!
#222 - Antonio Cairoli - Red Bull KTM Factory Racing
Tony vendte tilbage med et brag sidste år, efter at mange havde dømt ham ude. Den niende VM-titel kom i hus, og nu går han efter rekorden. Den italienske veteran forlængede sin kontrakt kort inden sæsonstart, og med en frisk sejr fra det italienske mesterskab i pokalskabet, så lader han til at være hvor han skal være. Der er ikke meget der slår erfaring, og vi spår, at det øvrige felt skal stå meget tidligt op, for at snøre #222 i sidste ende. Han har farten og rutinen, og er helt sikkert en af favoritterne til at tage titlen - og samtidig tangere Stefan Everts ellers voldsomme rekord, med ti titler.
#84 - Jeffrey Herlings - Red Bull KTM Factory Racing
The Bullet sluttede 2017 af, som mange nok havde forventet at han ville starte det. Med at vinde GP'er. Der hviler rigtig mange forventninger på ryggen af hollænderen, der dog ser ud til at have udviklet mere flair for at bære den slags. Han har ingen fanger taget i opstartsløbene, og hvis ikke man regner Herlings som en af storfavoritterne til titlen, så burde man nok finde sig noget andet at gå op i. Det næste spørgsmål bliver så, om han kan holde den på hjulene hele sæsonen? Vi får se om hans koldblodighed også er blevet mere moden.

#461 - Romain Febvre - Monster Energy Factory Yamaha
Verdensmesteren fra 2015 har kæmpet med at finde melodien, efter at han væltede og slog hovedet i England for to sæsoner siden. Han har dog vist fine takter i det italienske mesterskab op til den første afdeling, og han slog Cairoli på Sicilien, da der blev kørt dernede. Det var dog også på et monster af en hårdbane, så spørgsmålet er, om han har følingen, når feltet tonser ud på det vulkanske underlag i Argentina? Det får vi svar på, meget snart.
#89 - Jeremy van Horebeek - Monster Energy Factory Yamaha
The Jerre er klar igen, med kasketten på sned og vanlig bæst-agtig stil. Han viste gode takter i Italien, som han har for vane, men igen kneb det lidt med at hænge på de forreste. Starterne har altid haltet en smule, men hvis han får styr på dem, og kommer afsted som en af de første, så er alt bestemt muligt. Han leder stadig efter det vi så fra ham tilbage i 2014, og vi spår dog også, at han snart skal til at finde det, da han har været med i rigtig mange år. Regn med at se ham godt oppe i top 5.
#99 - Max Anstie - Rockstar Energy Factory Husqvarna
Det vi har set fra Max i opstartsløbene, har været mere end lovende. Anstie er en kører der altid har kæmpet med at få sat en sæson sammen, og som har høstet det uheld han skulle - og mere til. Men på dage hvor alt spiller, så kan han sagtens køre med om sejren. Lad os håbe at han kan få det hele til at spille sammen, så vi får så mange til at dyste i spidsen som muligt.
#21 - Gautier Paulin - Rockstar Energy Factory Husqvarna
Paulin er altid en udfordrer til titlen, selvom han - til trods for en god start hos Husqvarna - stadig kæmper med at finde det sidste, for at komme helt frem i front hver gang. Han er dog en del af den gamle garde, der også har lidt pres på skuldrene, for at vise, at der stadig er plads til udvikling opad. En samlet tredjeplads kørte han hjem til de hvide sidste år, ikke mindst på grund af en stabil pointhøst, men hvis der skal være en medalje af guld, så skal de dårlige dage elimineres.
#25 - Clement Desalle - Monster Energy Kawasaki
The MX Panda tager en tørn mere. Fjerdepladsen slap han afsted med i sidste sæson, men manden der har høstet så mange andenpladser, satser på at forbedre det i år. Det er stadig for Kawasaki at veteranen tørner ud, og vi må ikke glemme, at han var oppe og vinde heat sidste år. Opstartsløbene har virket lovende for Desalle, der om nogen må kunne trække på erfaringen når det går løs.
#91 - Jeremy Seewer - Wilvo Yamaha
Schweizerens skifte til MXGP-klassen hang og flagrede, efter at Suzuki lukkede ned, men til slut fandt Yamaha plads til sidste års sølvvinder i MX2. Heldigvis. Vi glæder os nemlig meget til at se, hvor han ligger henne i feltet. Til MXoN var takterne meget lovende, selvom han desværre så ud til at have taget sin til tider ... sketchy ... stil og vildskab med sig fra den lille cykel. Men er det noget han har fået styr på over vinteren, så kunne han godt være en outsider til at et godt resultat i år! I hvert fald i glimt.
#24 - Shaun Simpson - Wilvo Yamaha
The Sand Surfer tager et stint mere på Yamahaen, som han også kørte på i sidste sæson. 2017 blev dog et år præget af skader for Simpson, og han missede hovedparten af GP'erne. Han er også en af dem der har været med i en menneskealder, og kender hele cirkusset ud og ind. Resultaterne var ikke med ham sidste år, og på det seneste er der blevet længere imellem snapsene - men lad os ikke glemme, at han faktisk vandt det indonesiske mudder-GP sidste år.
#259 - Glenn Coldenhoff - Red Bull KTM Factory Racing
En kører som vi vurderer skal bevise meget i år. KTM har valgt at give The Hoff en chance mere, men med det måske største team i ryttergården i ryggen, så skal man op og kigge til podiet noget oftere. Vi så dog lovende tempo fra ham på Hawkstone Park, selvom hans opstart har været præget af en mindre skade, der dog skulle være i orden. Måske 2018 bliver hans sæson? Vi må vente og se.
#777 - Evgeny Bobryshev - BOS Racing Suzuki
Russerens vej til en fuld VM-sæson i år har været aparte, og hvis de sad hos Suzuki og troede at der ikke fandtes en lykkens gudinde, så håber vi de er blevet omvendt. Ad kringlede omveje er der nemlig en Suzuki til start, med en mere end kompetent kører, til alle afdelingerne. Bobby viste særdeles fornuftig fart på Hawkstone Park, og selvom han har brugt vinteren på Arenacross, så er han en erfaren ræv, der kender spillet. Han vil nok også gerne bevise, at Honda skulle have satset på ham i år også.
#27 - Arminas Jasikonis - Honda Redmoto
Vi er rigtig spændte på, hvad vi får ud af kæmpen fra Baltikum. 2017 blev en fantom-sæson for litaueren, der kørte sig på podiet i Portugal, i en ægte Cinderella-story, som man ikke ser mange af i moderne sport. Nu er han så røget til Honda, og det skal blive mere end spændende at se, om han kan bære stimen videre. Han vender tilbage efter en skadet hofte, og indtil videre har opstarten bestemt ikke været prangende. Men det er også først nu det gælder, og når weekenden er overstået, så har vi forhåbentlig mange flere svar.
#33 - Julien Lieber - Monster Energy Kawasaki
Et helt ubeskrevet blad. Lieber gjorde det fremragende ved flere lejligheder sidste år i MX2, til trods for at han kørte for sit eget team. Det valgte Kawasaki at satse på, men hvor meget vi kan forvente af ham, er ingenlunde til at sige. Han har kæmpet med en skade over vinteren, og vi har ikke kunnet sammenligne ham med de andre. Vi forventer altid meget af en fabriks-karl, men om vi bliver skuffede, det ved vi snart.
#22 - Kevin Strijbos - Standing Construct KTM
Standing Construct er tilbage i VM, og det nye eventyr startede ubarmhjertigt, med at begge kørere blev skadet ... Valentin Guillod er stadig ude, men Strijbos skulle være klar til at køre i Argentina. Desværre har han tilbragt optakten med at pleje en skade, han pådrog sig i Spanien under træning. Han er også en af veteranerne, og må forventes at levere bundsolidt, men vi må også være ærlige og indrømme, at vi tror belgieren kører på et af sine sidste stint - i hvert fald i toppen af tabellerne. Vi håber at han modbeviser det.
#55 - Graeme Irwin - Hitachi KTM UK
Den engelske mester tager kampen op i MXGP-klassen, og hans fart virker fornuftig. Både da vi så ham i Red Sand, og på Hawkstone Park. Briterne tager deres motocross meget seriøst, så det skal blive spændende at se, hvor Irwin kommer til at passe ind. Han er en af dem der har kredset om MXGP-scenen i nogle år efterhånden, men nu er han så på pletten i kongeklassen.
#100 - Tommy Searle - Bike It DRT Kawasaki
Tommy er tilbage, og banker omgange af som sædvanlig. Han har været med rigtig længe, men aldrig rigtig fået den succes i den store klasse, som han havde i MX2. Det er stadig for Kawasaki at han er klar til at tørne ud, og hans bundniveau er stadig virkelig højt.
#12 - Max Nagl - TM Factory Racing
Tyskeren forlod Husqvarna til fordel for TM til denne sæson, og om det har været et skifte til det bedre, skal vi lade være op til jer. I hvert fald får TM glæden af Nagls store erfaring, ligesom de har et stort navn med i MXGP-klassen i år. Samuele Bernardini har bevist at den lyseblå cykel er konkurrencedygtig i MX2, og det håber man at Nagl vil gøre efter i den store klasse. Præstationerne i det italienske mesterskab har dog ikke været prangende, men #12 er også vendt tilbage efter en skade, han pådrog sig i opstarten. Vi glæder os til at se ham på sin nye ged!
#17 - Jose Butron - Marchetti Racing Team
Spanieren har ikke haft tempoet i MXGP-klassen indtil videre, men hans starter sætter ham altid op med et godt udgangspunkt. Sidste år så vi ham oppe i front ved flere lejligheder, og han har også været med helt fremme ved et par af de italienske mesterskaber i år. Han skal dog finde noget fart et sted, hvis han ikke blot vil falde ned igennem feltet, når starten er gået.
Der er RIGTIG mange om buddet i den store klasse, og vi kan love at det bliver et brag af dimensioner. Desværre har vi også en del skader, så vi kommer til at mangle et par af de store spillere allerede fra starten. Tim Gajser, Brian Bogers, Jordi Tixier, Valentin Guillod og Arnaud Tonus, er nogle af dem vi kommer til at undvære i Argentina, som det ser ud lige nu.
Du kan finde hele startlisten her: http://docs.mxgp.com/tvinfo/2018_MXGP_of_Argentina_Entry_List_MXGP.pdf
Foto: Ray Archer