Anna håber på top 10
Anna Legaard tager, sammen med resten af Dame-feltet, hul på DM-sæsonen på søndag i Hanherred, og vi fik derfor et par ord fra den tidligere danske mester i Pige-klassen, om hvordan hendes sæsonoptakt har været, hvad sæsonen kommer til at byde på, og hvad hun tænker om banen i Fjerritslev! Anna Legaard: "I min offseason har der jo ikke været meget mulighed for at komme ud og køre. Der har derfor ikke været meget motocross på programmet. Derfor har jeg prøvet at supplere med løbe- og styrketræning. Derudover går jeg også til fodbold, hvor jeg derfra får holdt kondien ved lige. I sæson 2021 kommer jeg til at køre DM i dame-klassen, jeg kan dog desværre ikke deltage i den fulde sæson, da jeg holder konfirmation samme dag som en af afdelingerne. Jeg kommer også til at stille op i nogle af B-DM’erne, som jeg glæder mig meget til. DM-B tar jeg lidt som det kommer, og stiller op for at få kørt nogle ekstra løb og set cross-vennerne igen. Til dame-DM håber jeg på en top 10, så jeg kan falde godt til i klassen, inden næste sæson, hvor der forhåbenligt har været mere mulighed for at komme ud og træne, og køre nogle forskellige løb. Første afdeling ligger i Hanherred, hvilket jeg glæder mig meget til. Jeg synes Hanherred-banen er vildt fed, og passer godt til mig, med masser af sand og huller"