- Både op- og nedture
Oscar Hartvigsen havde ikke den sæson han havde håbet i DM, men med top 5-fart i Næstved, var der alligevel lyspunkter. Vi har fået en status fra ham.
Oscar Hartvigsen: "Sæsonen i år har budt på både op- og nedture. Grundet en korsbåndsskade, som jeg pådrog mig til A DM’et i Randers i 2021, sad jeg ude i starten af denne sæson. Det var en lang proces at blive diagnosticeret og udredt, og så kom genoptræningen oveni.
Jeg begyndte så småt at køre igen omkring marts, men det var en langsom opstart, da jeg også havde travlt med 3.g i gymnasiet. Jeg besluttede mig for at fokusere på at få afsluttet gymnasiet, og så måtte jeg træne så meget cross som muligt, når der var tid.
Selvom planen oprindeligt var at jeg først skulle stille op til A DM i Næstved, følte jeg mig klar nok til at stille op til afdelingen før i Holstebro. Det var god træning, dog uden gode resultater. Det beviste bare overfor mig, at jeg ikke var på det niveau jeg skulle være, for at gøre mig selv tilfreds. Efterfølgende havde jeg et godt resultat til Landsdelsmesterskabet i Svendborg, hvor jeg fik en samlet fjerdeplads, til trods for at jeg kæmpede godt med i top 3.
Jeg er tilfreds med min præstation til A DM’et i Næstved, hvor jeg i første heat lå nummer fire i en stor del af heatet, men faldt tilbage til en sjetteplads. Andet heat fik jeg en dårlig start, og fik kæmpet mig et godt stykke op, før min kobling havde smidt koblingsvæsken, så jeg måtte udgå.
Sidste afdeling i Han Herred gik nogenlunde. Jeg havde det ikke særligt godt på dagen, så resultaterne blev ikke det jeg håbede, men godt nok helbredet taget i betragtning.
Jeg syntes selv at det så godt ud mht. næste sæson, men jeg faldt desværre for en måneds tid siden på Hedeland, og pådrog mig en skade på menisken. Der er ikke behov for en operation, så der er gang i genoptræningen, og jeg bør være klar til at begynde at køre igen ganske snart.
Planen for næste år er at køre fuldt A-DM, hvor jeg sigter efter at lave konsekvente top 10 placeringer. Før jeg blev skadet, var planen at søge om starttilladelse til ADAC MX Masters. Det er stadigvæk planen, men nu må vi lige se hvordan det går med at komme i gang med at køre igen. Her er håbet bare at kvale' ind, og få en masse udenlandsk erfaring.
Setup for næste år vil fortsætte, som det har været de foregående år, på KTM med støtte fra NR-Service, og så ellers bare min far og mig selv selvfølgelig. Der er planer om at udvide teamet. Det sidste skal bare på plads."