Danskerne i gang i Tyskland
- Mikkel591
- for 1 dag siden
- 2 min læsning
Opdateret: for 15 timer siden

Første afdeling af ADAC MX Masters ruller over Fürstlich Drehna i denne weekend, og der er som sædvanlig mange danskere til start - sammen med et væld af andre stærke navne fra hele verden.
I Masters-klassen formåede Glen Meier og Rasmus Pedersen at kvalificere sig direkte til de pointgivende heat, mens Mathias Jørgensen lige måtte en tur omkring LCQ, inden han også var klar til heat. I dagens enlige heat - som blev vundet af evigt unge Max Nagl - var der dog ingen danske point, da Rasmus og Glen sluttede lige efter hinanden, som nummer 25 og 26, mens Jørgensen desværre udgik. Der er dog flere chancer i morgen.
I Youngster-klassen klarede Lucas Bruhn og Nicolai Skovbjerg sig videre til heatene, hvor Nicolai fik kørt sig ind på en 13. plads til slut, efter at være startet langt nedefra. Lucas viste godt tempo, men sluttede lige nøjagtig ikke i pointene. Desværre ingen heat til Frederik Stampe og Emil Gjedde i denne omgang. Sejren tog Quentin Prugnieres sig af.
I 125-klassen blev der kun kørt kvalifikation i dag, og her klarede både Jacob Bloch og Søren Winther sig videre til heatene i morgen, som nummer 18 og 28.
I 85cc var der også godt med danskere til start, og en god flok af dem klarede sig videre til de pointgivende heat. Bedste dansker i dagens enlige af slagsen, endte med at være Lucas Taylor som nummer 28, lige foran Ksawery Krysztoforski. Willads Gordon blev nummer 34, mens William Twagiramungu sluttede som nummer 36. Storm Askbo er 1. reserve, så forhåbentlig er der et heat til ham i morgen.
Du kan finde alle resultater fra dagen her: https://motorsport-events.se/camp/index.php?dir=adac+mx+masters%2F01+Fuerstlich+Drehna%2F
Husk at du kan se med live igen søndag, her: https://www.mx-index.com/single-post/startlister-og-livestream-til-adac-mx-masters-premieren
Foto: Steve Bauerschmidt