De Carli tilbage til KTM i 2025
Der har længe været hvisket om store ændringer i strukturen hos KTM og deres tre forskellige mærkers fabriksteams i VM-ryttergården til næste år, og her til morgen har KTM så udsendt en pressemeddelelse, der bekræfter at der er noget om snakken.
Her melder man ud, at De Carli - der i dag kører fabriksteamet for Gasgas - vender tilbage til de orange cykler til næste år, og bliver Red Bull Factory KTM igen.
En uhyre interessant udmelding, der dog efterlader os med mange ubekendte også. Der er nemlig ikke sat navne på kørerne endnu, selvom billedet tegner sig så småt alligevel. Det ser i hvert fald ud til at Jorge Prado tager til USA - hvilket ikke er officielt bekræftet - men ret sikkert, ifølge kilder i USA, så han ikke følger med. Samtidig er Jeffrey Herlings låst til KTM til næste år, så man må formode han bliver hvor han er. Det samme er Simon Längenfelder og Marc-Antoine Rossi, så her må man også formode, at de bliver hvor de er hos De Carli, og skifter cyklerne ud med orange.
Hvor Andrea Adamo, Liam Everts og Sacha Coenen ender, er endnu heller ikke bekræftet, selvom rygterne er mange. Liam Everts er sat i forbindelse med de nye Kawasaki-sæder hos Ice One, Adamo spøger hos Ducati, og Coenen-tvillingerne har også snuden mod USA i 2026, så hvad skal de? Alt sammen stadig rygter og spekulation, som vi må vente lidt med at få be- eller afkræftet.
Og hvad med Rasmus Krogh Jørgensens Nestaan Husqvarna? Jungletrommerne sladrer om at KTM vil have alle fabriksteams i orange, så bliver der tre - eller skal et par slås sammen? Hvad skal Kay de Wolf og Mattia Guadagnini? Sidstnævnte nævnes også i forbindelse med Ducati flere steder, hvilket efterlader Kay.
De næste par måneder, bliver uhyre spændende ...