- Fik vist farten og viljen
Willads Gordon holdt fanen højt til Junior VM i den forgangne weekend, hvor det blev til en plads som nummer 13 iblandt verdens bedste i 65cc, hvilket hjalp Danmark til den samlede tiendeplads.
Willads Gordon: "Junior VM bød på en weekend med fede ræs, bedre og bedre tider, 86 - 65cc kørere og masser af vand oppe fra. Men det var en weekend hvor jeg følte mig klar og forberedt med de bedste betingelser - trods baneunderlaget, og at regnen gjorde det svært. Sand har jo aldrig været mit foretrukne underlag, men jeg synes alligevel jeg fik vist mit værd. Jeg startede søndag morgen med og ligge 4'er i træningen, og det gav helt sikkert blod på tanden. I 1. heat er jeg 3’er fra start og over målstregen som nummer 8 til slut. I 2. heat er jeg ligeledes flyvende fra start og ligger solidt som nummer 7-8 stykker. Desværre mente en meget “rar” australier så, at han skulle parkere sin crosser i siden på mig, i andensidste sving inden målflaget og jeg tabte derfor 7 placeringer.
Jeg var derfor lettere antændt og lidt træt af det lige efter, men jeg står nu tilbage og er stolt over at være i toppen af verdens bedste 65’ere. Jeg fik vist farten og viljen, og nåede målet. Jeg er nu på vej mod Loket og EM-finalen. En bane der ligger godt til mig - jeg satser og tror på toppen i Loket, for lige nu fungerer det hele bare. Menneskerne bag mig, min Yamaha, der aldrig har kørt hurtigere, det hele. Så jeg giver gasarmen lidt WD40, og melder klar.
Tak for al support. Lige fra DMU - Emil og Line som tror på mig - de andre drenge og familier, mine sponsorer, og til mit team."