Ken Roczen slutter sig til HEP Suzuki!

Dansen om Ken Roczen er slut - eller snarere, så er Ken Roczen færdig med at danse omkring alle de cykler han har siddet på de sidste par måneder. I et finurligt klip på sine sociale medier, bekræfter K-Roc at han slutter sig til Suzuki for tredje gang, og kommer til at sidde på en gul cykel, når bommen falder til A1 i januar. Selvfølgelig breaker Ken nyheden i et Facetime-opkald til Travis Pastrana, og løfter sløret for, at han har tænkt sig at gå efter sejren til A1. Det er også den samme optimisme der er at spore, i den pressemeddelelse Suzuki har udsendt i dag. Vi tænker heller ikke at nogen fans havde regnet med mindre. Ikke desto mindre, så bliver det spændende at følge Kens tredje eventyr i gult. Han fortæller ydermere, at han følte sig hjemme fra det sekund han satte sig på cyklen, og at han overraskende hurtigt har vænnet sig til cyklen.
Samtidig sidder man altid lidt og håber på, det at lande en kører af Ken Roczens kaliber igen, kan sætte gang i møllehjulene hos Suzuki i Japan, og få dem til at finde gejsten og fyre op under kedlerne endnu engang. Der hviskes i krogene om en ny cykel på vej, men der skal I også blankt vide - dem af jer der ikke har lugtet lunten - at MX-Index' Skriverkarl er lettere gul i kanten. Jeg tager alle den slags rygter med lige dele naiv glæde og dumstolt håb.
Ikke desto mindre, kogte internettet, da Ken testede Suzukien første gang. Alene den reaktion, må være nok til at sige noget om, at crossfolket ønsker Suzuki tilbage som en faktor. Det er altid federe når der er flerfarvet i ryttergården. Det bliver aldrig anderledes.