Oliver Hald gjorde det færdigt
- Mikkel591
- 27. sep. 2022
- 2 min læsning

Oliver Hald formåede i søndags at tage titlen som dansk mester i 85cc, i sin kun anden løbssæson. Det gjorde han med en solid dag i Hanherred, hvor han havde fordelen af at være på sit favoritunderlag. Hans vej til titlen har været fænomenalt hurtig, så fik selvfølgelig en snak mere med ham om sæsonen, og så kunne vi da også godt tænke os at vide, hvad sæson 2023 kommer til at byde på. Er der nye mål og planer? Her er hvad den unge mand svarede.
Oliver Hald: "Efter to svære sjællandske afdelinger af DM, hvor målet var at minimere mit pointtab, var jeg glad for at kunne gå ind til DM-finalen, med kun syv point til førstepladsen. Det havde jeg ikke turdet håbe på, efter en svær sæsonstart. Jeg vidste at Han Herred lå godt til mig, selv at rigtig mange af de andre kørere også er utroligt stærke deroppe. Det kunne dog blive både en fordel og ulempe for mig, men jeg følte at det gav mig muligheden for at hente de 7 point, hvis jeg bare gjorde mit bedste og kunne holde hovedet koldt. Taktikken var derfor at bruge hovedet og ikke nødvendigvis være den hurtigste.
Finalen var på forhånd udset til at blive utrolig tæt, men efter et første heat, hvor målet var at tage så mange point som muligt uden at oversatse, var det en utrolig stor lettelse at vinde heatet. Det resulterede i den samlede DM-føring, da Frederik Stampe desværre havde en rigtig dårlig start på heatet, selvom han dog kæmpede sig utroligt flot op igen – stor respekt herfra.
At gå ind til andet heat med et meget lille 3-points forspring, var mentalt svært, da der var så mange ting der kørte gennem hovedet. Derfor var det en stor hjælp at have Mathias Hansen #250 ved min side, da det hjalp mig til kun at fokusere på mig selv, fremfor de andre. Den nemmeste vej var at sætte sig selv i en god position tidligt i heatet, og så køre den sikkert hjem. At vinde på dagen, og det samlede DM, var derfor selvfølgelig en utrolig fed følelse, som ikke helt kan beskrives. Men den største følelse var nok at mærke den opbakning der var fra alle sider, samt den support der var fra klubkammerater/forældre, der havde taget den lange tur til Fjerritslev, for at heppe på mig. Og så ikke mindst opbakningen fra mine 3 søskende – Tusind tak, alle sammen!
Planerne for næste år er rimelig klare - alt efter løbskalenderen selvfølgelig. Jeg regner med deltagelse I EM, ADAC og DM, alt efter hvad der kan lade sig gøre og hvad der nu byder sig. Det er ikke nogen hemmelighed at OC-Racing har været en stor hjælp og support I anden halvdel af sæsonen, hvorfor vi også regner med at køre for OC-Racing næste år her I Danmark. Stor tak til jer som har gjort/gør det hele muligt! Moove Advertising. OC-Racing. Classic Oil."