Sara Andersen går efter at starte VM godt ud
VM for kvinder starter i Spanien i den kommende weekend, og det betyder også at de bedste danskere, starter deres jagt på VM-hæder. En af dem der har høje ambitioner, er Sara Andersen. Sara har været i top 5 en del gange efterhånden, men nu vil hun gerne mere end det. Og yndlingsunderlaget i spanske Arroyomolinos, ser hun som et perfekt sted at starte jagten på den forjættede samlede top 3.
Sara Andersen: "Første afdeling er lige om hjørnet og jeg glæder mig helt vildt. Jeg har forberedt mig godt både på crosseren, men bestemt også i forhold til den fysiske træning. Jeg føler mig klar og der er ingen undskyldninger for at det ikke skal gå godt. Banen i Spanien er en hårdbane og det passer mig helt perfekt at starte sæsonen på en bane som denne. Jeg er blevet 5’er til VM 3 gange nu og det er ikke nogen hemmelighed at jeg er ved at være træt af det, så nu er ambitionerne top 3. Det er derfor også mine ambitioner at være deromkring til første afdeling, så ingen slipper for langt væk i den samlede stilling og får vist hvor jeg hører til fra start. Der er mange gode og hurtige piger, men jeg vil forsøge at fokusere på mig selv og køre som jeg gør til træning på de gode dage, for så er jeg sikker på det går efter planen."
Foto: Infront Moto Racing 2023 @ M. Zanzani