Stærke point og sort uheld i Trentino
- Mikkel591
- for 1 dag siden
- 3 min læsning

Førstedagen i Arco di Trento bød på både stærkt dansk tempo - men også på dansk uheld - da femte afdeling af VM blev skudt i gang på den klassiske bane i Norditalien.
MX2
Både Magnus Smith og Oscar Brix var klar til start, da der skulle findes rækkefølge til indkørsel til bommen i morgen. Kvalheatet røg afsted, og Magnus lavede en flot start. Derfra bølgede slaget frem og tilbage, men danskeren holdt sig til og lavede lidt overhalinger hen mod slutningen af heatet, hvilket til slut sendte ham ind over stregen som nummer 17. Oscar kører sin første VM-afdeling i år, og formåede at have nogle solide kampe med kørerne omkring ham. Til slut blev han nummer 26 over stregen. Sejren tog Liam Everts sig af, efter at han og Thibault Benistant sneg sig væk fra feltet - og belgieren til slut fik overlistet franskmanden. Simon Längenfelder tog tredjepladsen, mens Kay de Wolf sluttede som nummer 5, efter at have slidt i det, for at komme igen efter en middelmådig start. Banen var samtidig svær at overhale på, så der var mange der sled ekstra i det. I morgen bliver et spørgsmål om at lave starten, og så finde et sted at køre, hvor de andre ikke gør.
Resultat, kvalheat, GP Italien:
1 Liam Everts - Husqvarna
2 Thibault Benistant - Yamaha
3 Simon Längenfelder - KTM
4 Camden McLellan - Triumph
5 Kay de Wolf - Husqvarna
6 Cas Valk - KTM
7 Valerio Lata - Honda
8 Quentin Prugnieres - KTM
9 Karlis Reisulis - Yamaha
10 Rick Elzinga - Yamaha
17 Magnus Smith - KTM
26 Oscar Brix - KTM
MXGP
Romain Febvre er i hopla på banen i Trentino. Så nemt kan det siges. GP-vinderen fra sidste weekend var bedst alle de gange feltet var på banen, og han satte trumf på ved at tage sejren i kvalheatet og derved pole til i morgen. Tim Gajser fulgte roligt med på andenpladsen, mens der var anderledes kaotiske kampe fordelt hele vejen ned igennem feltet bag dem. Jeremy Seewer formåede dog at køre sin Ducati ind på tredjepladsen, da Ruben Fernandez fik to placeringers straf for at skære banen - mens Antonio Cairoli udgik tidligt på den anden Ducati. Maxime Renaux tog fjerdepladsen, samtidig med at Nikolaj Skovgaard desværre ikke klarede cuttet videre til heatene. Hele dagen var dog plaget af startstyrt til højre og venstre - hvilket desværre også fik en trist dansk udgang ...
Resultat, kvalheat, GP Italien:
1 Romain Febvre - Kawasaki
2 Tim Gajser - Honda
3 Jeremy Seewer - Ducati
4 Maxime Renaux - Yamaha
5 Ruben Fernandez - Honda
6 Calvin Vlaanderen - Yamaha
7 Glenn Coldenhoff - Fantic
8 Jan Pancar - KTM
10 Andrea Bonacorsi - Fantic
EMX250
... og vi kan lige så godt starte med det ærgerlige, for en af dem der røg med i startstyrtene i dag, var Mads Fredsøe. Danskeren røg sammen med en stor bunke andre i jorden, og det kostede desværre en hånd der nu er brækket to steder. Vi håber Mads er hurtigt klar igen! Det betød at Nicolai Skovbjerg var ene dansker tilbage - da Lucas Søndergaard lige netop ikke var kommet med - men sikke en præstation Nicolai hev op af hatten. Fra et sted omkring 20. pladsen tog han ellers bare fat, og åd de andre en for en, indtil han til sidst var oppe på fjerdepladsen. Og vi lægger hovedet på blokken og siger, at det var blevet til mere, havde der var været et par minutter mere. Blændende præstation - der efterhånden må tysse på fejlopfattelsen blandt nogle medier, at han kun kan køre i sand. I det hele taget var det dog en kaotisk dag i klassen, da Adrien Petit, der ellers førte serien, brækkede kravebenet i kvalifikationen, og derved var helt ude. Ny mand i spidsen er derfor Janis Reisulis, der kørte sig fra startstyrtet, helt op på andenpladsen i heatet.
EMX125
De to unge danskere i EMX125 strålede igen. Først kvalede' de begge to ind til heatene - selvom det var lige ved og næsten - men hvis bare man er god til at starte, så går det nok alt sammen. I hvert fald kom Bertram Thorius og Storm Maymann rundt som nummer 11 og 12 på første omgang. Bertram hang godt på i toppen, og blev liggende længe lige udenfor top 10, inden han måtte lade sig glide ned på 14. pladsen til slut. Den unge dansker viser virkelig at hans vintertræning har båret frugt, og at han befinder sig godt i sin nye klasse! Samtidig holdt Storm længe fast i pointene, men missede lige netop til slut, efter et flot heat. Sejren gik til irske Cole McCollough, der holdt sig til, da Francisco Bellei og Niccolo Mannini bragede sammen og smed 1. og 2. pladsen væk.
Begge EM-klasser har et heat igen i morgen!
Find alle resultater fra dagen her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx
Foto: Richard de Vos