- Tilfreds med min kørsel
Mikkel Haarup havde tempoet til noget rigtig stort hele weekenden i Tyrkiet, men desværre så kostede et styrt i første heat i går, højst sandsynligt et podie. Når det så er sagt, så var Mikkels første heat derefter en mester værdigt, hvor han savede sig op igennem hele feltet til sjettepladsen, inden han løb tør for tid. Lagt sammen med en bundsolid tredjeplads i andet heat - hvor han virkelig trak et es frem, ved at sænke sine omgangstider markant mod slutningen af heatet, for at forsvare sig mod Längenfelder og Everts - gav det en femteplads på dagen.
Mikkel Haarup: "Så kom vi godt igennem 18. afdeling, og det var en virkelig god weekend. Lørdag var jeg hurtigst i både fri træning og tidskval', og så fik jeg en tredjeplads i kvalheatet, hvilket satte mig virkelig godt op til GP'et om søndagen. Jeg fik en god start i første heat, men så styrtede jeg desværre et par sving senere, og det gav mig virkelig meget at skulle indhente. Jeg kørte mig hele vejen op til sjettepladsen og missede kun lige femtepladsen, så det var ikke så værst. Endnu en god start sendte mig afsted på fjerdepladsen i andet heat, og jeg kunne kæmpe mig op på tredjepladsen. I den samlede missede jeg podiet igen, men jeg er tilfreds med min kørsel og jeg ser frem til de næste to afdelinger."
Foto: Ray Archer