Tyngde til bommen i Kina
Årets næstsidste GP i VM-serien bliver også et der skal flyves til. Det ligger nemlig i Shanghai. I og med at det lige netop er det næstsidste GP, og det derfor nok kun bliver de kørere der ligger til i mesterskabet der tager afsted - og vi af erfaring ved at de lokale kørere ikke kan fylde bommen op, hverken rent praktisk eller tempomæssigt - så har Infront Moto Racing denne gang fornuftigt nok forsøgt at komme de tomme bomme lidt i forkøbet. Og samtidig, i samarbejde med Motorcycling Australia, gøre lidt ekstra reklame for at VM vender tilbage til Australien i 2025.
I dag har man nemlig meldt ud af der kommer til at være fem australiere og en new zealænder på bommen i Shanghai, når VM rammer Kina. Og de er hentet fra toppen af den australske serie. Todd Waters, Nathan Crawford, der begge har VM-erfaring, og Kirk Gibbs, der har været med til Motocross of Nations to gange, og ligger nummer 3, 4 og 5 i det australske MX1-mesterskab i skrivende stund, tørner ud i MXGP-klassen, mens Brodie Conolly - der fører MX2-klassen i Australien i skrivende stund og har MXoN-erfaring samt er udtaget til New Zealands team igen i år - Jayce Cosford og Byron Dennis, stiller op i MX2-klassen.
Foto: Foremost Media