- Ved ikke hvad fremtiden bringer
Sara Andersen har kørt endnu en flot VM-sæson, men det danske es står alligevel tilbage med en flad fornemmelse efter VM-finalen i Tyrkiet i den forgangne weekend. Det gik nemlig ikke som hun havde håbet, som hun også selv fortæller lidt mere om her.
Sara Andersen: "Sidste afdeling af VM i Tyrkiet, gik bestemt ikke efter planen. Jeg synes egentlig jeg kørte godt i træning og tidskval og var klar til at afslutte sæsonen ordenligt. En dårlig start i første heat gjorde det ikke nemt og jeg brugte alt for lang tid på at overhale og fandt aldrig et særlig godt flow, så jeg endte på en 8. plads. Andet heat var søndag morgen og selvom vejret var godt, så skulle man tro der var kommet 100mm natten over, da banen var vandet helt vildt. Det blev et totalt mudderræs og trods en fin start, så blev det et mareridt da jeg væltede på første omgang. Jeg blev smurt helt ind på mine handsker og det var svært at holde ved, så væltede yderligere 2 gange. Jeg ender mesterskabet på en 7. plads, hvilket jeg er en smule skuffet over. Jeg har været rigtig stabil i år indtil denne afdeling. Hvis vi ser bort fra Maggiora, som også var mudderræs, så har min værste placering været en 7. plads og jeg afsluttet hvert heat mellem 3-7. pladsen, hvilket jeg synes er ret godt i det hårde felt, det tydeligvis er. Det har ikke været det nemmeste år, men jeg er kommet igennem det og nu venter der kun et løb i Sverige og et i Danmark, før sæsonen er helt slut. Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer og måske var det mit sidste VM, hvilket ville være en smule ærgerligt med det resultat, men på den anden side er det nemmere at sige farvel til noget, når det er ren mudder og kaos. Vi må se hvad der sker."
Foto: Infront Moto Racing 2024 @ M. Zanzani