top of page
Søg

VM sprængt VIDT åben i Schweiz!

  • Forfatters billede: Mikkel591
    Mikkel591
  • for 3 timer siden
  • 3 min læsning

Én ting der aldrig stopper med at forbløffe i motocross, er hvor hurtigt det hele kan vendes på hovedet. Og netop sådan en dag havde vi i dag i Schweiz, til 6. afdeling af VM!


MX2

MX2-klassen er hård og hver placering der giver point skal der kæmpes hårdt for. Så det gjorde Magnus Smith i dag. I første heat så han ud til at være rigtig godt kørende, men uheld kostede et par placeringer i heatet. Alligevel formåede Magnus at køre den hjem som nummer 19, og tage point. En placering han også snuppede i andet heat, hvor han halede et par placeringer i land lige til slut! Oscar Brix klarede også skærene og tankede endnu mere erfaring. I toppen var det hele dog en sag for Simon Längenfelder. Tyskeren nappede begge heatsejre - og da Kay de Wolf samtidig smed point, selvom han lige kæmpede sig på podiet til sidst - er der nu kun tre point mellem Längenfelder og De Wolf i den samlede stilling om førstepladsen, inden GP'et i Portugal om 14 dage! Liam Everts tog andenpladsen på dagen, med to solide heat.


Resultat, GP Schweiz:

1 Simon Längenfelder - KTM

2 Liam Everts - Husqvarna

3 Kay de Wolf - Husqvarna

4 Andrea Adamo - KTM

5 Camden McLellan - Triumph

6 Guillem Farres - Triumph

7 Thibault Benistant - Yamaha

8 Valerio Lata - Honda

9 Cas Valk - KTM

10 Karlis Reisulis - Yamaha

20 Magnus Smith - KTM

32 Oscar Brix - KTM


Samlet:

1 Kay de Wolf

2 Simon Längenfelder

3 Andrea Adamo


MXGP

Og hvis man troede der var spænding og dramatik i den lille klasse, så var det INTET mod det der skete i den store. For efter et roligt første heat, så eksploderede alting i andet heat. Først styrtede Tim Gajser voldsomt i jagten på Lucas Coenen - vinderen af første heat - og måtte efterfølgende behandles længe i kanten af banen, for hvad der efter forlydender var en skulder af led. (Det følger vi selvfølgelig op på.) Styrtet var vildt og Gajser vil undergå flere undersøgelser i de kommende dage. Er det tilfældet at der venter en pause, er alt fokus lige pludselig på Romain Febvre, der er på andenpladsen i mesterskabet. Franskmanden havde dog ikke den bedste dag på kontoret - til trods for en samlet andenplads på dagen - og ville nok gerne have haft flere point med videre. Han halede dog stadig betragteligt ind på Gajser. Med sig på podiet havde han dog dagens gladeste mænd. Lucas Coenen vandt sit første GP i MXGP-klassen - og stemplede samtidig ind som en mulig udfordrer i den samlede stilling. Jeremy Seewer tog tredjepladsen på hjemmebane, og gav Ducati mærkets første VM-podie - med en overhaling på Jeffrey Herlings på sidste omgang. Selvsamme Herlings der viste i andet heat, at han nu næsten har et helt heat i sig igen. Og som om det ikke var nok, så var der yderligere stor dramatik, da først Valentin Guillod styrtede voldsomt, og Maxime Renaux derefter gjorde det samme senere i heatet, på samme hop. (Og det følger vi selvfølgelig også op på.) Nikolaj Skovgaard var i aktion i MXGP-klassen, og kom afsted med en 32. plads.


Resultat, GP Schweiz:

1 Lucas Coenen - KTM

2 Romain Febvre - Kawasaki

3 Jeremy Seewer - Ducati

4 Andrea Bonacorsi - Fantic

5 Glenn Coldenhoff - Fantic

6 Kevin Horgmo - Honda

7 Jeffrey Herlings - KTM

8 Calvin Vlaanderen - Yamaha

9 Tim Gajser - Honda

10 Jan Pancar - KTM

32 Nikolaj Skovgaard - KTM


EMX250

Nicolai Skovbjerg kæmpede bravt i EM-klassen, men efter sygdom i ugen, var det svært at tage kampen op i lørdags. Det blev til en 18. plads der, men i dag lod der til at være lidt mere at skyde med, og Nicolai tog 10. pladsen - og 14. pladsen i GP'et. Samlet er danskeren stadig på femtepladsen. Lucas Søndergaard kom også i aktion i dag, fra sin plads som reserve og fik høstet noget erfaring. Men weekendens helt store oplevelse var svenske August Frisk. Svenskeren vandt begge heat, og vi skal ærligt tilstå, at vi virkelig under ham det. Fra at det hele næsten var helt slut, da han styrtede voldsomt til Junior VM for to år siden, til i dag at vinde en afdeling af EM - og køre sig på fjerdepladsen i tabellen - er intet mindre end en helt fantastisk historie. Kæmpe tillykke, August!


EMX125

Både Bertram Thorius og Storm Maymann var i aktion i dag, men desværre var heldet ikke med de to danskere. Ingen point på kontoen i denne weekend - men som altid var der god erfaring at hente for dem begge. Sejren tog Aron Katoná sig af, og ungareren fører fortsat serien an.


Du kan finde alle resultater her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx

 
 
MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page